Frivillighed
Frivillighed som begreb fylder mere og mere i disse år. Det er som om, at der eksisterer en proportionalitet der på den ene akse handler om frivillighed og på den anden akse, samfundets økonomiske formåen eller tilstand.
Men hvad er det for et begreb der i disse år nyder så stor en opmærksomhed?
Frivillighed handler vel i sit udgangspunkt om uegennyttighed - om viljen til fællesskab, eller ønsket om et uselvisk bidrag - måske for enkeltpersoner - oftest for fællesskabet.
Var det ikke sådan en gang, at frivillighed var målet - det at hjælpe andre - det at yde og bidrage til de der havde behov - ja, det var målet i sig selv. Men frivilligheden har holdt flyttedag!
Frivilligheden er gået fra at være et mål for fællesskabet til at være et middel for den enkelte.
Motiverne er ændret og efterlader det i sig selv et paradoks?
Uanset motivet - uanset mål eller middel - så er frivilligheden under pres. Vi "spekulerer" som samfund mere og mere i frivillighed. Det gør vi fordi vi er presset af økonomiske udfordringer, dårlig produktivitet og stigende forventninger til det samfundet/det offentlige skal levere og som vi borgere mener "vi har krav på".
Det efterlader frivilligheden som en lettere vingeskudt and, der meget vel kan ende som en forvandlet frivillighed med samarbejdsaftaler og kontrakter med det offentlige der forpligter frivilligheden til at være.....frivillig.
Vi bør være opmærksomme på den fare og hver enkelt af os bør sikre og støtte op om frivilligheden - uden dunkle samfundsøkonomsike motiver. Hvis ikke vi sammen gør det, risikerer vi at frivilligheden mister sin dynamik, sin uskyld og ikke mindst sin relevans og store værdi.
Uden at være gemt i ovenstående, efterlader debatten en snak om ret og pligt - i øvrigt en rækkefølge vi bør huske, men den debat - den snak - den tager vi i en anden wiki-artikel her på dit helt eget globale bibliotek i Kolding:)
Kommentarer