Det modige bibliotek
Det modige bibliotek
Folkebibliotekerne i Danmark er en succes - ikke mindst her i Kolding. Det tror jeg, de fleste kan skrive under på. Du kan låne bøger, musik, spil og meget andet og bruge bibliotekets mange licensbaser. Men bibliotekerne er også i disse år mere og mere ramme for kulturelle-, folkeoplysende- og læringsaktiviteter.
Den kulturinstitution flest benytter
Folkebibliotekerne er ubetinget den kulturinstitution, som flest borgere benytter. 2/3 af alle danskere bruger folkebiblioteket mindst en gang årligt. Med Thomas Nielsens - tidligere LO-formand - så smukke ord har bibliotekerne på mange områder ”sejret ad helvede til”.
Som bibliotekschef vil jeg selvfølgelig gerne have, at bibliotekerne beholder den position de næste mange år. Ikke fordi de er et mål i sig selv. Men fordi de er et middel til at sikre fri og lige adgang til viden og læring, der understøtter vores danske demokrati.
Bibliotekernes udfordring
Bibliotekerne er alligevel udfordret i dag. Denne gang på deres synlighed og betydning i forhold til aktuelle problemstillinger i samfundet.
For nylig var jeg med til en konference med temaet ”Det offensive bibliotek”. Her blev det drøftet, hvordan folkebibliotekerne kunne spille en mere aktiv rolle i den innovationsdebat, der fylder mere og mere i dag.
Ved konferencen illustrerede Mikael Lindholm fra Innovation Inside, hvilke kræfter vi står over for. Han viste en video af, hvor hurtigt man i dag i Kina kan opføre et højhus på 15 etager ved at bruge nye teknikker i konstruktionen. Læg mærke til, at stopuret, der kører nede i venstre hjørne, ikke tæller dage men timer!!!
http://www.youtube.com/watch?v=Ps0DSihggio
Imponerende, men skræmmende, ikke sandt?
Vi står altså overfor kolossale konkurrencemæssige udfordringer, der kræver, at vi i Danmark arbejder målrettet med innovation.
Biblioteket og Innovation
Biblioteker skal spille en markant rolle i forhold til innovation. Innovation næres jo netop af viden, og her er biblioteket centralt. Det er vigtigt for mig at pointere, at innovation ikke er et mål i sig selv, men et middel til at opnå noget nyt, der virker i praksis og gør en forskel.
Bibliotekerne har gennem mange år haft førertrøjen på i det offentlige Danmark i forhold til digitalisering og indførelse af selvbetjening. Koldingbibliotekerne er her et af de biblioteker i Danmark, der er med længst fremme.
Jeg mener, at folkebibliotekerne i Danmark er et godt eksempel på innovativ tænkning, hvor det er lykkedes at digitalisere og indføre intelligent selvbetjening på en lang række kerneydelser. Det har sikret, at bibliotekerne stadig har højtkvalificerede bibliotekstilbud – endda for færre midler. Bibliotekerne har hermed fundet en del af opskriften på, hvordan man arbejder med innovation, der gør en forskel
Bibliotekerne har blandt andet sat fokus på:
- Digitalisering som omdrejningspunkt. Bibliotekerne har indført en lang række digitale services, der gør, at borgerne nu selv kan låne, aflevere og forny på nettet
- Nærhed til brugerne. Biblioteksvisioner bliver i dag ofte til i samarbejde med borgere, foreninger og virksomheder. For eksempel er Koldingbibliotekernes ”Vision 2010-2013” udarbejdet i tæt samarbejde med netop disse parter.
- Samarbejde mellem biblioteker. Bibliotekerne udvikler bibliotekstilbud i samarbejde på tværs af kommunale skel. For eksempel baserer Koldingbibliotekernes nye mobilsite og hjemmeside sig på en teknologisk platform, som er udformet i et samarbejde mellem 25 danske biblioteker
- Nye partnerskaber. Bibliotekerne opsøger konstant nye partnerskaber med eksterne partnere. På Koldingbibliotekerne samarbejder vi for eksempel med DSB, DR, Lyngsø, Folkeuniversitet, FOF, SDU og Københavns Universitet.
- Dygtige medarbejdere. Bibliotekerne arbejder konstant med at dygtiggøre sit personale som en central forudsætning for innovation. Dette indebærer udover mere tradionelle uddannelsesaktiviteter bl.a., at vi ofte sætter vores egen faglighed i spil ved at samarbejde med mange eksterne partner om forskellige projekter.
Alligevel kan vi se, at vi ikke fylder ret meget i den aktuelle debat om innovation. Det skal ændres. Men det kræver, at vi bliver meget mere modige og kommer væk fra imaget som den pæne pige i klassen. Og bibliotekerne skal tro på, at de innovationserfaringer og –kompetencer, vi har, også kan bruges uden for bibliotekerne. Vi skal synliggøre det alle steder, hvor det er muligt, og kvalificere debatten. Det har vi et fælles ansvar for som kommunale biblioteker, forskningsbiblioteker, Styrelsen for Bibliotek og Medier og Danmarks Biblioteksforening.
Kategorier
-
(4)
-
(45)
-
(11)
-
(21)
-
(4)
-
(24)
-
(0)
-
(48)
-
(45)
-
(7)
-
(27)
Ingen har kommenteret dette indlæg – log ind for at skrive kommentarer.