Du er her

Designproces på oplandets biblioteker

Designproces på oplandets biblioteker

9 februar 2012 af Sofie Fredborg
I Christiansfeld, Lunderskov og Vamdrup har borgerne været i sving i det forløbne år, hvor Koldingbibliotekerne har sat gang i en designproces omkring de lokale biblioteker. Resultatet blev onsdag den 8. februar godkendt på møde i Kultur- og Fritidsudvalget.

Borgerne er blevet spurgt om, hvilke kommentarer og idéer de har til deres lokale bibliotek, og resultatet er et katalog med forslag til for eksempel tilbuddet på hylderne, åbningstider, aktiviteter og arrangementer.

Det har nu resulteret i en profil for hver enkelt bibliotek, nydesignet på baggrund af de enkelte lokalsamfund.

- Det helt centrale er her, at profilerne er blevet til i en designproces, som inddrager borgerne, siger bibliotekschef Nicolai D. Heidemann.

- Design handler i dag ikke kun om mode eller møbler. Denne designproces har drejet sig om det kreative forløb, hvor bibliotekerne i tæt dialog med brugerne afdækker de behov, der er i lokalsamfundene, og vi nytænker bibliotekernes tilbud ud fra det, slutter bibliotekschefen.

Han er glad for de nye profiler, som betyder, at bibliotekerne nu har nogle konkrete mål at arbejde ud fra. 

Helt centralt for borgerne er, at deres biblioteker er kulturelle motorer i lokalsamfundet, og at deres tilbud er aktuelle og relevante. Og at det er nemt at finde rundt, fordi de åbne biblioteker har lang åbningstid med selvbetjening.

Derfor bliver der arbejdet med indretning og skiltning, ligesom der kommer mere vægt på aktiviteter og arrangementer. Desuden bliver åbningstiderne endnu bedre fra 1. april, og tilbuddet på hylderne bliver målrettet de lokalsamfund, de skal tilgodese.

For eksempel bliver der ekstra fokus på børnefamilier i Lunderskov, i Christiansfeld kommer der mere inden for lokalhistorie og litteratur, mens man i Vamdrup vil øge samarbejdet med lokale aktører og gøre bibliotekets nye mødelokale til et aktiv i byens kulturliv.

Læs mere om profilerne og se de tre bibliotekers profiler

Spørg os

Få hjælp til dine spørgsmål. Kontakt os eller book en bibliotekar.

Muligheder for hjælp »

Åbningstider i dag